Alle tiders kærlighedshistorier

Verdenslitteraturen byder på utallige fantastiske kærlighedshistorier, og der findes ikke noget bedre end at lade sig rive med at en god romantisk fortælling – både de lykkelige og de ulykkelige. De fleste har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med den stolte, men karismatiske mr. Darcy, den dagdrømmende Emma Bovary, den smukke overklassefrue Anna Karenina eller den mystiske Gatsby. Læs med her, hvor vi dykker ned i nogle af verdenslitteraturens største kærlighedshistorier.

Stolthed og fordom af Jane Austen (1813)

Stolthed og fordom er uden tvivl en af verdenslitteraturens største kærlighedsromaner, men det er også en velskrevet satire over den engelske overklasses snobberi i begyndelsen af 1800-tallet.

Stolthed og fordom er historien om den rige og stolte mr. Darcy og den fordomsfulde Elizabeth Bennet, der ikke ser mr. Darcy som meget andet end en snob. Forholdet mellem de to bliver ikke bedre, da Elizabeth opdager, at mr. Darcy har forpurret forholdet mellem hendes søster Jane og hans ven mr. Bingley.

Mr. Darcy er dog meget mod sin vilje betaget af Elizabeth, hvilket stille og roligt ændrer romanens tone og danner grobunden for en passioneret kærlighedshistorie mellem de to.

Hvis du ikke kan få nok af engelsk overklasseromantik, så er Jane Austens Fornuft og følelse helt klart også et bekendtskab værd.

Stormfulde højder af Emily Brontë (1847)

I de øde og stormomsuste højdedrag i Yorkshire udspilles historien om den intense – næsten dæmoniske – kærlighed mellem Catherine Earnshaw og Heathcliff, der er vokset op sammen på gården Wuthering Heights (som romanens titel også er på engelsk).

Da mr. Earnshaw dør overtages gården af Catherines bror, der af jalousi tyranniserer og ydmyger Heathcliff, som er hittebarn og derfor ikke en del af familien. Catherine tvinges ind i et kærlighedsløst ægteskab og Heathcliff, der er overbevist om, at hans kærlighed til Catherine ikke er gengældt, forlader Wuthering Heights.

Da Heathcliff flere år senere vender tilbage til gården, er han opsat på at få hævn for alle sine tidligere lidelser, og han viger ikke tilbage for noget.

Stormfulde højder er en rå og vild slægts- og kærlighedsroman om had, hævn og altfortærende lidenskab – og om de konsekvenser som kærligheden også kan have.

Madame Bovary af Gustave Flaubert (1857)

Madame Bovary er en vaskeægte skandaleroman og helt fantastisk underholdende. Madame Bovary var genstand for en af litteraturhistoriens mest berygtede retssager, fordi Gustave Flaubert i romanen skildrer lidenskab og utroskab, hvilket man i samtiden opfattede som en fare for den offentlige moral. Gustave Flaubert blev frifundet i sagen, og romanen har i dag status som klassiker.

Emma Bovary er med sine evindelige fantasier og dagdrømmerier til tider ulidelig at være i selskab med, men romanens humoristiske undertone og selvironi gør den til en fantastisk læseoplevelse. Emma Bovary har forlæst sig i romantisk litteratur, og hun drømmer om et liv i sus og dus med masser af kærlighed, luksus og eventyr. Hun gifter sig med den første og den bedste, der tilbyder sig, og hun bliver frue i huset hos den brave, men kedelige provinslæge, Charles.

Emma er ved at blive kvalt i det provinsielle miljø, og snart indleder hun elskovsaffærer med forskellige mænd, hvilket bringer hende på både økonomiske og følelsesmæssige afveje. For at undgå småborgerlighed og skam tager hun i panik arsenik, og hun liden en langsom og pinefuld død, der er alt andet en glamourøs.

Anna Karenina af Lev Tolstoj (1878)

Anna Karenina er Lev Tolstojs store klassiker om den smukke, sanselige Anna Karenina, der vælger at forlade sin borgerlige tilværelse for at leve udleve sine lidenskaber – og knuses af dem.

Åbningssætningen i romanen er ikonisk: ”Alle lykkelige familier ligner hinanden, hver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde.”

Romanen har to parallelle fortællinger: Historien om overklassefruen Annas forelskelse i officeren Vronskij, der fører til utroskab og opløsningen af familien og ægteskabet, og Levins forelskelse i den unge Katerina, der modsat fører til lykke, og hvor glæden ved det simple og arbejdsomme liv på landet stråler igennem.

Værelse med udsigt af E. M. Forster (1908)

Kærligheden og det unge par, Lucy Honeychurch og George Emerson, er omdrejningspunktet for E. M. Forsters klassiker fra 1908. Under et ophold i Firenze stifter den unge og smukke Lucy bekendtskab med rigmandssønnen George. Lucys ledsager – den ældre og uprivilegerede kusine Charlotte – gør alt, hvad hun kan for at undgå, at det unge par skal finde sammen. Hun sørger hurtigt for, at Lucy kommer sikkert tilbage til de trygge rammer hjemme i England.

Men Lucys møde med Italien og den sydlandske mentalitet, der står i skarp kontrast til det engelske snobberi og den regelrette engelske hverdag, har gjort Lucy rastløs. Da George dukker op i familien Honeychurchs sogn i England bliver intet som før.

Romanen skildrer med humor og ironi, hvordan de vesteuropæiske middel- og overklasseværdier nedbrydes i kraft af kærligheden, og E. M. Forster forholder sig kritisk til den snæversynethed og skepsis mod fremmede, som han oplevede i sin samtid.

Den store Gatsby af F. Scott Fitzgerald (1925)

Den store Gatsby er historien om mislykket kærlighed og begær. Den unge officer Gatsby forelsker sig i den smukke Daisy, men mens han kæmper ved fronten i Første Verdenskrig, gifter hun sig med den brutale og usympatiske Tom. Da Gatsby vender tilbage er det med to formål for øje: At blive rig og at vinde Daisy tilbage.

Den store Gatsby anses af mange for at være Fitzgeralds hovedværk. Det er en smuk, kringlet og ekstraordinær roman, der tegner et unikt portræt af jazztiden i al dens dekadence og overflod, der i samtiden blev et symbol på den store amerikanske drøm. Den store Gatsby har mange psykologiske lag, hvilket ikke mindst skyldes, at romanens hovedperson udelukkende skildres gennem andres øjne. Fortællestilen gør desuden, at man som læser sidder med en følelse af ikke helt at vide, hvordan tingende egentlig hænger sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *