5 bøger, du skal læse, før du ser filmen

November måneds mørke giver god anledning til at putte sig i sofahjørnet med en god bog og en kop te eller en tur i biffen, hvor det er højsæson for nye, store filmpremierer.  Som bekendt går bog og film ofte hånd i hånd, da mange af de bedste bøger bliver filmatiseret. Og det er jo helt fantastisk at se sine yndlingsbøger udspille sig i levende billeder foran øjnene på én. Men hånden på hjertet: findes der noget bedre, end at læse en bog helt uvidende om, hvad der sker på næste side, og hvor du selv visualiserer karakterer og scenografi for dit indre blik? Det er der ikke nogle filmoplevelser, der slår. Derfor får du her en guide til efterårets store biografbaskere baseret på bøger, som du absolut må læse inden du sætter dig til rette foran det store lærred.

Mortal Engines: De rullende byer af Philip Reeve

Til dig, der har læst og elsket: Jeff Vandermeers Southern Reach-trilogi Udslettelse, Autoritet og Accept.

Philip Reeve står bag den dystopiske science fiction-serie Mortal Engines på fire bind, hvoraf første bog Mortal Engines: De rullende byer netop er udkommet på dansk. Vi befinder os tusindvis af år ude i fremtiden. En ingeniør har formået at gøre verdens storbyer mobile, så de bevæger sig rundt på de sørgelige rester af planeten jorden og fortærer hinanden i en barsk kamp om overlevelse. Og der er fart over feltet! London har længe gemt sig for de større byer, men må tilbage på sporet for selv at jage og fortære de svagere byer. Her stifter vi bekendtskab med Tom Natsworthy, der under Londons jagt kastes ned fra byens enorme stålopbygning. Han møder piger Hester Shaw, og sammen begiver de sig ud på en lang og skæbnesvanger rejse for at komme tilbage til London.

Filmen Mortal Engines rammer biografer landet over d. 6. december og selveste Peter Jackson har været bag roret. Vi glæder os – men mest af alt, fordi bogen Mortal Engines: De rullende byer er fængende fra første side og former et fantastisk univers. Lov os derfor, at du læser bogen først. Og så en lille bonusinfo: bog nr. 2 i serien Mortal Engines: Forrædernes fest udkommer på dansk allerede 20. november.

Det der ikke slår os ihjel af David Lagercrantz

Til dig, der har læst og elsket: Stieg Larssons Millennium-trilogi Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt.
Det der ikke slår os ihjel er David Lagercrantz’ første bog, der bygger videre på Stieg Larssons Millennium-univers om journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander. Mange har tvivlet på, om Lagercrantz formår at videreføre Stieg Larssons kultserie på ordentlig vis, og hertil må vi blot svare: det gør han! Og med store respekt for det unikke univers, Stieg Larsson har bygget op. I Det der ikke slår os ihjel kaster Lisbeth Salander sig ud i et risikabelt hackerangreb på jagt efter fortrolige oplysninger i den amerikanske efterretningstjeneste. Mikael Blomkvist mister gejsten for journalistikken og Millennium, efter bladet har fået nye ejere. Men så en nat ringes han op af professor Frans Balder, der er førende forsker inden for kunstig intelligens med en særdeles sprængfarlig historie. I jagten på historien – og Millenniums næste scoop – krydser Salanders og Blomkvists veje hinanden igen, om end de to har to forskellige dagsordener.
Bogen har resulteret i en amerikansk thriller-filmatisering, der går i landets biografer netop nu, med Claire Foy, kendt fra tv-serien The Crown, i hovedrollen som Lisbeth Salander. Lagercrantz’ anden bog i serien, Manden der søgte sin skygge, udkom på dansk sidste år.

Ternet Ninja af Anders Matthesen

Til dig, der elsker Anders Matthesens comedy-univers i form af film, tv, standuphows og meget andet. 
Nu bliver det sjovt! Og selvom du måske ikke har børn at læse højt for, bør du virkelig unde dig selv denne læseoplevelse alligevel. For Ternet Ninja træner lattermusklerne hos både store og små. 13-årige Aske er som mange andre 13-årige drenge; han bor med sin mor, stedfar og stedbror, går i 7. klasse og er forelsket i skolens smukkeste pige, Jessica. Til sin fødselsdag får Aske en ternet ninjadukke i fødselsdagsgave af sin onkel Stewart, der er syet i Thailand af en børnearbejder. Ninjaen begynder på mærkværdig vis at flytte sig rundt i huset, og pludselig begynder den også at snakke til Aske. Den viser sig både at blive Askes redningsmand og helt store udfordring
Ternet Ninja lander i biograferne d. 25. december, og kan du slet ikke vente med Anders Matthesens indtaling af hans eget karakteristiske persongalleri, kan vi stærkt anbefale dig at høre Ternet Ninja som lydbog – han har nemlig selv indtalt den. Vi glæder os både til biograffilmen, og til at Ternet Ninja 2 udkommer i 2019.

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen

Til dig, der har læst og elsket: Sara Blædels krimiserie om Louise Rick og Jørn Lier Horsts krimiserie om William Wisting

Journal 64 er en skræmmende fortælling, der bygger på sande og ganske forfærdelige beretninger. Alene af den årsag vækker fjerde bog i Jussi Adler-Olsens serie om Carl Mørck og Afdeling Q en ekstra interesse hos mange – også hos os. Indtil for knap 50 år siden blev utilpassede og uheldige kvinder og piger, blandt andet dem, der af ufagkyndige blev stemplet “åndssvage”, anbragt på et kvindehjem på den lille ø Sprogø i Storebælt. Jussi Adler-Olsens historie tager afsæt i den fiktive karakter Nete Hermansen, der kom til øen med ondskab, misrøgt og tortur, men slap væk igen. Troede hun. Fortiden indhenter hende i en kompliceret sag, som vicepolitikommissær Carl Mørck genåbner efter 23 år. Hurtigt finder han dog ud af, at sagen blot er en brøkdel af noget større: grove overgreb af den værste slags, som tilmed stadig finder sted. Afdeling Q-teamet starter et livsfarligt opklaringsarbejde, der end ikke slutter, da de selv mener at have fundet sammenhængen. I 2010 blev Jussi Adler-Olsen hædret med boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for Journal 64.

Ligesom de første tre bøger i serien: Kvinden i buret, Fasandræberne og Flaskepost fra P, er denne blevet filmatiseret med Nikolaj Lie Kaas og Fared Fared i hovedrollerne som Carl Mørck og Assad. Filmen vises i biografer over hele landet lige nu.

Vildheks: Ildprøven af Lene Kaaberbøl

Til dig, der har læst og elsket: W.I.T.C.H.-serien af Lene Kaaberbøl, Skammerens datter af Lene Kaaberbøl, Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten, Ravneringene af Siri Pettersen.

Vildheks er det populære Fantasy-univers for børn og unge, som Lene Kaaberbøl står bag. Sidste efterår blev der opført en Vildheks-musical på Østre Gasværk Teater, og nu er turen kommet til spillefilmen. I den første bog: Ildprøven, som filmen bygger på, møder den helt almindelige, gennemsnitlige danske pige Clara en sort kat. Og fra det øjeblik er Clara ikke en almindelig pige længere. Hun begynder at blive opsøgt af dyr, der vil have hendes hjælp, og finder ud af, at hun er en vildheks. Fra da af kommer hun i hekselære for at kunne håndtere fjender og gennemgå livsfarlige vildhekseprøver.

Vildheks er filmatiseret til en skøn familiefilm, der er i hele landets biografer nu. Rollen som Clara spilles af Gerda Lie Kaas, datter af skuespilleren Nikolaj Lie Kaas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *