Anbefaling: Dødevaskeren

Arnold Busck anbefaler i marts den stærke, voldsomme og yderst vigtige Dødevaskeren af den unge dansk-kurdiske forfatter Sara Omar. Læs med her, hvor vi ser nærmere på en af årets mest omtalte og debatterede bøger.

Forfatteren bag Dødevaskeren blev først offentliggjort på selve udgivelsesdagen! Dette skyldes bogens kritiske fremstilling af det muslimske Kurdistan og den massive kvindeundertrykkelse, som portrætteres i romanen.

Sara Omar er kvinden bag denne på mange måder modbydelige roman om kvindeundertrykkelse og en ung piges opvækst i Kurdistan. Sara Omar er selv født og opvokset i Kurdistan, men flygtede på grund af krig ud af landet og kom til Danmark i 2001.

Dødevaskeren er historien om pigebarnet Frmesk, der alene på grund af sit køn er uønsket af sin far. Hun fødes en stormfuld aften i 1986, og allerede ved fødslen møder hun modstand: Hun er pige, og hun er tilmed mærket for livet: På sin næsten skaldede barnepande titter en kridhvid hårtot frem. Er pigen forbandet? – eller velsignet?

Det lille muslimske samfund – og farens familie – insisterer på, at Frmesk skal omskæres med det samme. Af frygt for, at den lille pige ikke vil overleve indgrebet – og af frygt for sin mand og dennes voldelige adfærd – ser Frmesks mor sig nødtaget til at sætte datteren i familiepleje hos sine forældre.
Frmesks mormor og morfar er nemlig de eneste i byen, der ikke er blændet af gamle traditioner og ritualer. Mormoren er tilmed dødevasker, hvilket betyder, at hun tager sig af de kvinder, som inden andre vil begrave eller røre ved: De kvinder, der er dræbt i vanære og skam. Morfaren er pensioneret oberst og stort set den eneste, der læser andet end Koranen.

Frmesk vokser op i et kærligt hjem, der på bedste vis forsøger at skærme hende fra omverdens fysiske og psykiske angreb mod hende – og andre kvinder. Kurdistan er præget af krig og folkedrab, og omverdens had kommer nærmere.

Bogen er bygget op med to parallelle fortællerspor. Det ene følger unge Frmesks opvækst i Kurdistan, og det andet er beretningen om Frmesk, der i 2016 er indlagt på Skejby Sygehus ved Aarhus: Hun er indlagt med alvorlige skader og posttraumatisk stress. På sygehuset lærer Frmesk den unge muslimske kvinde, Darya, at kende, og gennem deres samtaler kortlægges Frmesks historie.

Dødevaskeren er en af den slags romaner, som man ikke bare læser: den bliver hos dig længe efter du er færdig med at læse den, og den stiller skarpt på problematikker, som mange lukker øjnene for.

Sara Omar har efter udgivelsen af Dødevaskeren været under konstant beskyttelse af politiet, og hun tager aktiv del i kampen for ligestilling – både i Danmark og i udlandet.

Det her er litteratur, der kan ændre vores samfund

Berlingske

Slår thrillers med længder

Anne’s Reading List

Jeg er rørt i så høj en grad, at jeg næsten ryster

Book me up, Scotty

En vanvittigt modig bog

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎ Bogliv

En bog man aldrig glemmer

Sidses Bogreol

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *