Bøger vi glæder os til i 2018

Der er rigtig mange nye bøger at glæde sig til i 2018! Vi ser her nærmere på nogle af de store internationale forfattere og de stærke danske forfatterstemmer, der har nyt på vej i 2018. Læs med her.

Stadig mig af Jojo Moyes

Den længe ventede Stadig mig af bestsellerforfatteren Jojo Moyes er endelig udkommet. Vi er mange, der har glædet os rigtigt meget til et gensyn med skønne Louisa Clark, som vi sidst mødte i den hjerteskærende Efter dig. I Stadig mig har Louisa kastet sig ud i et nyt eventyr og er rejst til New York, hvor hun gør sit bedste for at efterleve Wills ønske om, at hun skal leve livet og gribe chancerne, når de er der.

Jojo Moyes er garant for god underholdning, romantik og spænding, og Stadig mig er første nye bog fra bestsellerforfatteren siden netop Efter dig.
Jojo Moyes blev for alvor et kendt navn, da den første bog i serien om Louisa Clark blev filmatiseret i 2016: Mig før dig med Emilia Clarke – der især er kendt fra Game of Thrones – i hovedrollen.

Stadig mig udkom 23. januar og kan købes her. 

Rød mand/sort mand af Kim Leine

I 2012 udkom den anmelderroste Profeterne i evighedsfjorden, der indbragte Kim Leine De Gyldne Laurbær samme år. Nu er Kim Leine klar med den selvstændige efterfølger til gennembrudsromanen.

Rød mand/sort mand er en stor episk fortælling om koloniseringen af Grønland i 1728, hvor den dansk-norske præst Hans Egede kommer til Grønland for at missionere og omvende den grønlandske befolkning.

Det er en på mange måder barsk roman om overvældende naturkræfter, mødet mellem to kulturer og om de indre og ydre dæmoner, der driver os. Kim Leine er en fortæller i særklasse, og vi har længe glædet os til denne bog!

Rød mad/sort mand udkommer 2. marts og kan forudbestilles her.

de af Helle Helle

Også en anden stor dansk forfatter er klar med ny roman: Helle Helle udkommer i foråret med romanen de, der er en skildring af et stærkt mor-datter-forhold.
Romanen kredser om sygdom og kærlighed og tegner et billede af, hvordan det er, at gå i gymnasiet i begyndelsen af 1980’erne. de er en klassisk Helle Helle fortælling, hvor meget siges mellem linjerne, og historien fortælles i et enkelt og stilrent sprog. de er første roman af Helle Helle siden Hvis det er, der udkom i 2014.

de udkommer 13. april og kan forudbestilles her.

Så megen længsel på så lille en flade
af Karl Ove Knausgård

Karl Ove Knausgård er nok bedst kendt for sit store autobiografiske værk Min kamp. Men siden har han skrevet den fantastiske årstids-serie, hvor han skildrer verden og alle dens små og store detaljer, der kommer og går med årstiderne.

Nu er den danske oversættelse af hans nyeste værk, Så megen længsel på så lille en flade, klar og udkommer i slutningen af januar.
Her har Karl Ove Knausgård kastet sig over den norske kunstner Edvard Munchs fantastiske malerier. Knausgård har før skrevet om billedkunst og kunstnere, men han forsøger i bogen at forstå, hvad der er på spil i Edvard Munchs billeder – og han beskriver sit personlige forhold til Munch.
Knausgård har i forbindelse med udgivelsen af bogen i Norge desuden kurateret en udstilling på Munchmuseet i Oslo, hvor besøgende kunne opleve Munch gennem Knausgårds øjne.

Så megen længsel på så lille en flade udkommer 26. januar og kan købes her. 

Macbeth af Jo Nesbø

Som en del af det fantastiske projekt Shakespeare i et nyt årtusind har Jo Nesbø skrevet sin version af Shakespeares Macbeth. I Jo Nesbøs fortolkning af en af litteraturhistoriens største tragedier er scenen sat i 1970’erne i et kulsort industrimiljø i Skotland.

Macbeth er den bedste politimand i byen, men han er en plaget mand og tidligere narkoman. I sin tilværelse som succesfuld politimand har han alt inden for rækkevidde, men når alligevel aldrig helt til tops. Macbeth er plaget af vrangforestillinger, hallucinationer og paranoia, og han er overbevist om, at han ikke får, hvad der retmæssigt er hans!

Jo Nesbø er tilbage i topform, og der er visse ligheder mellem Macbeth og en vis Harry Hole!

Macbeth udkommer 15. marts og kan forudbestilles her.

Ministeriet for den ypperste lykke
af Arundhati Roy

I 1997 udkom Arundhati Roys enestående debutroman De små tings gud, som hun vandt den præstigefyldte Man Booker Prize for. Tyve år efter debutromanen udkom sidste år The Ministry of Utmost Happiness, der nu udkommer på dansk.
Ministeriet for den ypperste lykke er en smuk og gribende fortælling, der favner hele Indiens nyere historie, og det er tydeligt, at forfatteren har gjort sit forarbejde i form af research og forberedelse til denne roman. Ministeriet for den ypperste lykke bekræfter Arundhati Roys position som forfatter i verdensklasse og hendes unikke evne til at fortælle historier.

Ministeriet for den ypperste lykke udkommer 18. maj og kan forudbestilles her. 

Perlesøsteren og Kærlighedsbrevet
af Lucinda Riley

Hele to nyheder fra bestsellerforfatteren Lucinda Riley er klar på dansk i starten af 2018: Perlesøsteren, der er en del af den store De syv søstre-serie, og den enkeltstående Kærlighedsbrevet, der handler om den unge avisjournalist Joanna.
Lucinda Riley er eminent til at sammensætte et godt plot og samtidigt indflette et historisk spor, der på en eller anden måde har forbindelse til nutiden.

I Perlesøsteren følger vi søsteren Cece, der i sin jagt på svar om sin fortid og sin familie sætter kurs mod Australien – og måske finder det, hun hele sit liv har længdes efter.

Perlesøsteren udkommer 22. marts og kan forudbestilles her. 

I Kærlighedsbrevet tager Lucinda Riley os med på en hæsblæsende jagt for at finde sandheden bag et gammelt og mystisk kærlighedsbrev. Den unge avisjournalist Joannas nysgerrighed vækkes, da hun læser det mystiske kærlighedsbrev, der er formulering i dunkle vendinger. Joanna flettes ind i et komplekst opklaringsarbejde med historiens og legendernes vingesus som omdrejningspunkt.
Det tyder på, at Lucinda Riley med Kærlighedsbrevet har begået en fantastisk historisk roman, der både byder på spænding, kærlighed, storpolitik og mystiske legender fra fortiden.

Kærlighedsbrevet udkommer 24. maj og kan forudbestilles her. 

Andre forfattere med nyt på vej

Den danske oversætter, Mette Holm er i fuld gang med at oversætte nyeste bog af mesterfortæller Haruki Murakami. Killing Commandatore udkom på japansk sidste år, og bogen er indtil videre kun udkommet på koreansk, japansk og hollandsk. Killing Commandatore er et nyt storværk af Murakami, og forventes at udkomme i to bøger, hvor den første udkommer 9. maj. Vi er rigtig mange, som glæder os!

Det store 3 binds værk af Peter Nadas, Parallelle Historier, afsluttes til sommer, hvor bind 3 udkommer på dansk. Anmelderne har været virkelig glade for de to første bind: Parallelle Historier 1 og Parallelle Historier 2.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *