Bruce Dickinson: “Jeg har altid set mit liv som værende let ironisk”

onsdags var den verdensberømte Bruce Dickinson – forsanger i Heavy Metal-bandet Iron Maiden og nu aktuel med ny selvbiografi – på besøg i Danmark. Vi mødte ham til en snak om bogen og om hans forhold til bøger generelt. Læs med her.

Scenen er sat i et lille lokale en mørk og våd onsdag i december 2017. Verdensstjernen Bruce Dickinson er på pressebesøg i Danmark i anledning af udgivelsen af sin nye bog: Bruce Dickinson, en selvbiografi. Vi spurgte ham om, hvordan det har været at skrive om sig selv på denne ærlige måde – og om han overhovedet har tid til at læse?

Jeg er ikke stor fan af budskaber

Det var ikke svært at skrive og fortælle om mig selv. Jeg tager ikke mig selv 100% seriøst. Jeg har altid set på mit liv som værende let ironisk. Som i: jeg kan ikke forstå det her sker for mig. Jeg ser tilbage på mit liv og tænker “jeg kan ikke forstå, jeg gjorde det! Hvordan gjorde jeg det?”.

Jeg var den her lille fyr, der var elendig til matematik og fysik i skolen. Jeg har altid lignet lidt en nørd – lignede aldrig rigtig en rockstjerne – og ingen ville nogensinde in a million years tro på det, hvis nogen i skolen havde sagt “han bliver rockstjerne”. Folk ville reagere med “Neeeeeeej! Ham? Nej! Han vil være en elendig rockstjerne”. Og de har ret! Det ville jeg. Jeg har opnået, det jeg har gjort i livet, ikke pga. hvem jeg er, men på trods af det.

Jeg gætter på, at hvis der er et budskab fra bogen – og jeg er ikke stor fan af budskaber – men budskabet ville være noget med positivitet og inspiration. Det er lige meget, hvem du tror, du er. Gør, hvad du er i stand til at gøre. Og se så, hvad der sker næste gang. Du ved aldrig, hvad der sker rundt om hjørnet. Så bare kom videre. Og livet er vidunderligt. Det er budskabet. Livet er fantastisk. Godt, dårligt, grimt – det er bedre end alternativet.

Jeg er enig. Som der står i biografien, har du oplevet rigtigt meget. Men du har sikkert også udeladt noget. Har det været svært at redigere biografien? Der må have været så mange ting, du også har udeladt.

Til- og fravalg i biografien

Noget af redigeringen af bogen gjorde jeg allerede i skrivestadiet, for jeg besluttede mig allerede inden start for, at børn, kone og skilsmisser ikke skulle indgå. Det vil påvirke deres private liv, og det er ikke deres bog. Så der er masser af ting, jeg kan skrive om, om mig, som vil underholde mennesker, støde mennesker, måske informere mennesker: lidt undervisning og lidt, der får folk til at grine. Og en historie. Det er en god base for en bog.

Det, vi gjorde, da vi redigerede det endelige manuskript var, at vi tog omkring 40.000 ord ud. Og de fleste af dem var færdige historier. Men det var historier, der blev gentaget. Det vil sige, at der havde været to ekstra historier om fly, om min barndom osv. Det var alle historier, som faktisk var ret sjove, men de var ikke nødvendige for at bevæge fortællingen videre. Vi havde også en grænse for bogens størrelse. Jeg fik at vide, at hvis jeg bevægede mig meget over 400 sider, ville folk reagere med “suk… virkelig?”.

Ikke en bog om Iron Maiden

Ja, men hele ideen med bogen er, at det ikke er en bog om Iron Maiden. Det er en bog, og en bog kan have en optimal længde. Det er forskellen mellem at skrive en bog og skrive en opsummeret liste. Mange biografier er en liste over ting, du har gjort i dit liv. Bogen skal organiseres til et fortællende flow, det er jo underholdning. Det er det virkelig. Man bruger sit liv som en slags underholdning for andre.

Så bogen rammer balancen mellem underholdning, sandhed, drama og information.

Om hukommelse og skriveproces

Jeg skrev bogen meget instinktivt. Jeg fører ikke dagbog og har aldrig gjort det. Alt det her er direkte fra hukommelsen. Jeg har en forfærdelig hukommelse, hvad angår navne, det har jeg altid haft. Ansigter kan jeg sagtens kende – jeg har tendens til at huske i scener. Ligesom filmscener. Så det, jeg skriver ned, er faktisk videobevis, som jeg husker i hovedet. Jeg skriver scenen ned. Og så dramatiserer jeg den og beskriver den. Jeg har alle mulige mærkelige små videoer i mit hoved. Mange kan sket ikke forstå det.

Og folk siger “Hvordan fanden kan du huske det lort?” Og jeg svarer “jeg ved det ikke, det er bare sådan min hjerne fungerer”. Jeg kan fortælle alt om dem, men når folk spørger, hvad en person hedder, så kan jeg ikke huske det. Det er en meget ejendommelig ting, og der er meget, der mangler i min hukommelse, men det er sådan, bogen blev til.

Jeg har en slags dagbøger om, hvad jeg gjorde på den dag og hvilket sted jeg var. Nogen gange bruger jeg dem til at starte min hukommelse: “Nåh ja, det kan jeg godt huske, jeg var her og gjorde det og det”.

Jeg har en anden notesbog, hvor jeg skriver en smule, nogle gange bare en sætning på to linjer. Så jeg havde en liste, og hvert punkt bliver til en historie.
Jeg skriver på pubben på min iPad med et par øl, det bliver til 1200 ord, 1500 ord hver gang. Og så stopper jeg og kommer tilbage næste dag. Og så sætter jeg hak ved historierne på listen og starter på den næste.

Multikunstner med stor kærlighed til bøger 

Da vi spørger – man er jo boghandler – om han nogensinde har tid til at læse, går han over til sin taske og hiver intet mindre end fem bøger frem!

Jeg er lige blevet færdig med at læse Fatherland af Robert Harris, og så læste jeg The Book of Dust af Philip Pullman. Jeg er lige ved at færdiglæse Peter Ackroyds fjerde bog: The History of England: Revolution. Det her er Janicks bog (Janick Gers, red.), han gav mig den sidste jul, jeg har ikke læst den endnu. Og så har jeg nogle fantastiske bøger fra en fyr i Finland. Den her skal jeg læse snart, den er af en finsk forfatter: Tuomas Kyrö. Den er fucking sjov. Jeg har læst en lille smule i sengen forleden aften, og jeg grinte højt. Meget sjov.

Den her er fantastisk: The Beggar and the Hare. Den handler om en mand, der bliver valgt som premierminister af Finland. Fordi han har en kanin. Og alle elsker kaninen. Den er så sød. De vælger ham som præsident pga. kaninen, så han tager kaninen med sig over alt. Til FN, i fly og det hele. Og så bliver kaninen syg. Og det viser sig, at kaninen bliver syg, fordi alle behandler den som om, den er et menneske. Så kaninen bliver allergisk over for nogle mennesker, og manden siger: I kan ikke tage kaninen, hvis kaninen fjernes bliver jeg ikke valgt! Og de siger: Vi kan jo arrangere noget med en anden kanin. Og han siger: “Det kan vi ikke gøre!” “Ingen vil finde ud af det, og kaninen kan ikke tale”. Den er en fantastisk politisk satire.

Og den her bog Happy Days of the Grump (også af Tuomas Kyrö, red.), har en karakter, der kaldes The Grump. The Grump er min far. Han er 80 år gammel. Hans kone har demens. Han falder og ender på hospitalet med en brækket hofte. Og han tænker: “Hvad fanden skete der? Skete det her for mig?”. Han er gnaven. Han er en gnaven gammel mand. Haha. Det er bare mørk finsk humor. Og jeg tog mig selv i at læse den med finsk accent! Finnere har en meget flad accent, når de snakker engelsk. Hvis du læser den og forestiller dig, det er en finsk person der læser den for dig på engelsk er den endnu sjovere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *