Efterårets skønne nyheder

Efteråret er favoritsæsonen for de fleste bogelskere: det er nemlig den tid på året, hvor der udkommer flest bøger. Og så inviterer det koldere vejr til hygge inde i varmen med en god bog. Læs med her, hvor vi ser nærmere på nogle af de skønlitterære titler, som vi især glæder os til.

Ken Follett er endelig klar med ny bog i den historiske romanserie, der for alvor tog Danmark og verden med storm, da anden bog i serien, Uendelige verden, udkom i 2007. Første bog i serien er Jordens søjler, der både er blevet til TV-serie og teaterstykke, og som er udkommet i utallige oplag siden den første gang udkom i 1989 med den engelske titel The Pillars of the Earth.

Den evige ild tager os igen med til den fiktive engelske by, Kingsbridge, hvor også de to foregående bøger foregår. Denne gang er det de religiøse stridigheder mellem protestanter og katolikker i 1500-tallet, der danner rammerne for historien. Ken Follett har med Den evige ild igen skabt en fængslende fortælling og et storværk, der sikrer underholdning til mange timer. Den evige ild er udkommet.

Også Jeffrey Archer er klar med ny historisk roman. En velbevaret hemmelighed er tredje bog i serien om Harry Clifton, der startede med Hvor der er vilje og Faderens synder.

Serien er blevet kaldt for ”førsteklasses håndværk”, og det er en rigtig page-turner, der på fineste vis blander magtspil, familiebånd, kærlighed og forræderi.

Jeffrey Archer tager med Clifton-serien os med på en rejse fra Bristols skumle gyder, over New Yorks menneskemylder, til Stalins Rusland. En velbevaret hemmelighed udkommer 27. september.


Håkan Nesser er aktuel med ny tankevækkende og humoristiske roman, Eugen Kallmanns øjne, der udkom 22. september. Året er 1995 og scenen er sat i en skole i byen K i Sverige.
Her skaber den nyligt afdøde lektor i svensk, Eugen Kallmann, rører, da hans efterladte dagbøger findes i en skrivebordsskuffe. Hvem var han, og hvordan døde han egentlig?

Eugen Kallmanns øjne er en historie om en fremmedfjendsk tid, hvor der tegnes hagekors på væggene og sendes trusselsbreve. Håkan Nesser skriver historien om fortidens misgerninger i ægte nessersk stil og vi er ikke i tvivl om dent underliggende budskab i bogen.


Sissel-Jo Gazan blev for alvor landskendt forfatter med gennembrudsromanen Dinosaurens fjer, der udkom i 2008. Nu er hun klar med Blækhat, hvor vi møder Rosa, der vokser op blandt hippier, BZ’ere og venstreradikale i 1980’ernes Aarhus.

Som voksen rejser Rosa til Berlin i den anonyme street art-kunstner Blækhats fodspor. Her kommer hun tæt på gåden om, hvem hendes biologiske far er – og hvem hun selv er.
Blækhat er en rørende og fantastisk roman om familiehemmeligheder, dybe venskaber, kærlighed og om de politiske ekstremer, der enten binder os sammen eller skiller os ad.
Blækhat udkommer 5. oktober.

Kaspar Colling Nielsens Det europæiske forår udkommer 24. oktober og er en kontroversiel fortælling om fire menneskers livsbaner og et foranderligt Europa i starten af et nyt årtusinde. På Lolland etablerer en række internationalt anerkendte forskere og iværksættere et helt nyt samfund, der skal kombinere de seneste teknologiske fremskridt med idyllen fra fortiden.

Det europæiske forår er en tankevækkende og aktuel roman om parallelsamfund og kunstens betydning i samfundet. Kaspar Colling Nielsen debuterede som forfatter i 2010, hvor Mount København udkom. Siden udkom Den danske borgerkrig 2018-2024, der skabte stor debat og diskussion.


Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der slog igennem som forfatter i 2009 med romanen Hildegard, der handler om den lægekyndige nonne, forfatter og komponist Hildegard af Bingen, som levede i 1100-tallets Tyskland.

Med Sorgens grundstof er Anne Lise Marstrand Jørgensen igen aktuel med en historisk roman, der denne gang tager udgangspunkt i en af livets grundvilkår, nemlig sorgen.

Vi følger den jødiske forretningsmand Benoni, antikvitetshandleren Hakob og slaveefterkommeren Grace, der alle kommer i berøring med de genstande, der er påvirket af sorgens grundstof.
De rejser gennem tiden, fra Wienerkongressen i 1814 gennem de storpolitiske begivenheder og krige i det 20. århundrede. Sorgens grundstof er en historisk fortælling om menneskets sorger og længsler, om folkevandring og om politiske magtkampe.
Sorgens grundstof
udkommer 4. oktober

Lucinda Riley fortsætter sin store romanserie med tredje bog i serien, Skyggesøsteren, der udkom 21. september. De syv søstre-serien tager læseren med på en rejse tilbage i tiden og på tværs af kontinenter. I Skyggesøsteren er vi nået til søsteren Star, der rejser til England for at lede efter sit ophav og bliver klogere på sin historie. Star har hele sit liv stået i skyggen af især en af sine søstre, den dominerende CeCe. Men kan rejsen rundt i England og sporene efter hendes biologiske ophav hjælpe hende med at træde ud af søstrenes skygge?

Fjerde bog i serien De syv søstre udkommer til marts og hedder      Perlesøsteren.

 

af Kathrine 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *