Red Barnet skoletaske-indsamling

Der er nu knap en uge tilbage af vores skolestartskampagne, hvor vi bl.a. samler brugte skoletasker ind til Red Barnet. Vi er fuldstændig overvældede og dybt taknemlige for, at så mange børn og unge har valgt at donere brugte skoletasker til Red Barnet.

Vores samarbejde med Red Barnet blev skudt i gang i slutningen af juli, og skoletaske-indsamlingen er første fælles tiltag mellem Arnold Busck og Red Barnet. Formålet med indsamlingen er at hjælpe udsatte børn til en bedre skolestart samt at støtte Red Barnets vigtige arbejde med udsatte børn både lokalt, nationalt og internationalt.

Vi har fået rigtig mange fine skoletasker fra børn i alle aldre og i hele landet, og det er en fornøjelse at se de glade ansigter, der stolt har doneret sin brugte skoletaske til et andet barn, der måske har mere brug for den netop nu.

Alle de indsamlede skoletasker afleveres til Red Barnets genbrugsbutikker over hele landet. For hver taske donerer Arnold Busck 25 kr. til Red Barnet.

I Red Barnets genbrugsbutikker sælges de til områdets familier til en billig pris, og overskuddet går til Red Barnets arbejde både i lokalsamfundet, men også i resten af landet og ude i verden.

Hvorfor samle skoletasker ind?

Skolestart er for mange forbundet med en masse ekstra udgifter til skoletaske, penalhus, skriveartikler, bogbind og nyt tøj. Ikke alle familier i Danmark råder over disse ekstra penge, så skolestarten bliver ikke altid den positive oplevelse, som man har ønsket sig og drømt om.

 

”Første skoledag er en kæmpe begivenhed i et barns liv, og det er vigtigt for den fremtidige skolegang, at barnet oplever dagen som noget positivt. Hvis man står i skolegården uden skoletaske eller penalhus, kan det være en uheldig start, og man kan helt fra første skoledag føle sig uden for fællesskabet” siger Jonas Keiding Lindholm, der er generalsekretær for Red Barnet.

En vigtig del af fællesskabet

Børn fra fattige eller udsatte familie går ofte rundt med en følelse af at være anderledes, og de forsøger efter bedste evne at skjule familiens økonomi for omverden og de nye klassekammerater. Disse børn, der enten oplever socialt, økonomisk eller kulturelt afsavn, isolerer ofte sig selv fra fællesskabet.

”Arnold Busck tager ansvar for børns læring på flere forskellige måder, og samarbejdet med Red Barnet er startskuddet til nogle spændende tiltag her i 2017. Vi har med vores engagerede personale i 30 butikker landet over en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel og inddrage vores kunder i arbejdet med at skabe værdi for udsatte børn. Og endda på en bæredygtig og miljøvenlig måde”, udtaler adm. direktør hos Arnold Busck, Helle Busck Fensvig.

Og vores kunder har afleveret rigtig mange fine skoletasker, hvoraf de fleste allerede er ude i Red Barnets genbrugsbutikker, så skolebørn kan få glæde af de donerede skoletasker allerede i år!

Pengene fra salget af en brugt skoletaske svarer f.eks. til en måneds skolegang til et barn i Syrien, rent vand til tre børn i en måned eller penicillin til fem syge børn.

Du kan også nå at aflevere din brugte skoletaske i din lokale Arnold Busck. Vi samler skoletasker ind til Red Barnet indtil 11. september. Læs mere om indsamlingen og vores samarbejde med Red Barnet her. 

af Kathrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *