Domestic Noir: Efterårets nyheder

Måske er du faldet over begrebet Domestic Noir, når du har været et smut i din lokale boghandler. Men hvad er Domestic Noir egentlig? Læs med her, hvor vi ser nærmere på genren, historien bag og ikke mindst efterårets bedste Domestic Noir-bøger.

Hvad er Domestic Noir?

Domestic Noir er en undergenre til den psykologiske thriller, der for alvor blev kendt med Paula Hawkins’ bestsellersucces Kvinden i toget og Gillian Flynns Kvinden der forsvandt, der begge virkelig udforsker genrens psykologiske potentiale. Også Liane Moriarty og Shari Lapena har markeret sig som interessante forfattere på Domestic Noir-scenen.

  

Domestic Noir er en sammenstilling af det hjemlige, hyggelige og genkendelige (Domestic) og det mørke, farlige og utrygge (Noir). Genren leger med det ubevidste og kan kobles sammen med Sigmund Freuds begreb om ”das Unheimliche”, der på dansk oversættes til det uhyggelige. Med det uhyggelige henviser Freud til det, der på overfladen virker rart og trygt, men som, når man graver dybere, viser sig at være gennemsyret af uhygge og rædsel.

Domestic Noir er i høj grad knyttet sammen med den menneskelige psyke, og bøgerne i genren udfordrer da også både hovedpersonen og læseren. Siden 2012, hvor Kvinden i toget tog verden med storm, har genren gået sin sejrsgang over hele verden. Domestic Noir kredser om vores værste mareridt, og vender hverdagen og den genkendelige dagligdag på hovedet.

Efterårets Domestic Noir-nyheder

Hører du til dem, der elsker Domestic Noir-thrilleren med alle dens skiftende fortællerstemmer, plot-twists og psykologiske dybde, så er der meget at glæde sig til dette efterår.

Den 17. august udkom Det dybe vand af Domestic Noir-dronningen Paula Hawkins. Det dybe vand er en klassisk psykologisk thriller, hvor barndommens minder indhenter Jules, der efter sin søsters død vender tilbage til en by, hun hader og foragter. Jules konfronteres med ansigter og steder fra fortiden – ikke mindst hendes frygt for vand. Paula Hawkins er tilbage i storform, og der er virkelig noget at glæde sig til med Det dybe vand.

Pigen på flyet er den første bog af Michel Bussi, der er blevet oversat til dansk. Den udkom 16. august og har alle Domestic Noir-elementerne med.

I 1980 styrtede et fly ned nær den fransk-schweiziske grænse. Kun én af de i alt 169 passagerer overlevede: et lille spædbarn, der blev slynget ud af kabinen. Men der var to spædbørn om bord på flyet: Lyse-Rose fra den magtfulde Carville-familie og Emilie fra den fattige Vitral-familie. Barnet bliver efter mange undersøgelser tilkendt familien Vitral, men på et meget svagt grundlag.

I dyb frustration ansætter familien Carville en privatdetektiv, men efter 18 år er det stadig ikke lykkedes ham at komme til bunds i mysteriet om pigens sande identitet. Skæbnen spiller ham et puds, og nye oplysninger i sagen dukker op. Det skal dog vise sig, at han langt fra er den eneste, der interesserer sig for sagen.

Michel Bussi er en af Frankrigs største krimiforfattere, og Pigen på flyet er solgt i over en million eksemplarer på verdensplan.

Michelle Richmond er amerikansk forfatter og står bag flere bøger i Domestic Noir-genren. Hun har med Til døden os skiller skrevet en psykologisk thriller, der på samme tid er uhyggelig og fascinerende.

Jake og Alice er nygifte og begge succesfulde: Hun er tidligere sanger i et rockband og nu advokat med en kundekreds af spændende kunstnere. Han er partner i en fremadstormende psykologklinik. I bryllupsgave får de en gådefuld og yderst spændende gave fra en af Alices kendte klienter: De beslutter sig til at sige ja til at være med i en eksklusiv og mystisk gruppe, der kalder sig for Pagten.

Pagten har som eneste mål at bevare et lykkeligt ægteskab og de fleste regler giver god mening. Det hele virker som en pirrende og spændende leg, men da en af dem bryder Pagtens regler, opdager de, at Pagtens regler gælder hele livet, og for Jake og Alice udvikler drømmeægteskabet sig til et mareridt.

Til døden os skiller er første bog af Michelle Richmond på dansk, og der er meget at glæde sig til. Til døden os skiller udkommer 21. september.

Pretty baby udkommer 1. september og er en skæmmende beretning om, hvor galt det kan gå, når man af et godt hjerte forsøger at hjælpe en fremmed.

Den hjemmegående husmor Heidi har et stort hjerte: hun er engageret i alverdens velgørenhedsarbejde, og hun tager sig ofte af herreløse katte. Da hun en dag kommer hjem med den hjemløse teenagepige Willow og dennes baby, nærmer hun sig dog grænsen for, hvad hendes mand og datter synes er mærkeligt. Det blive ikke bedre i takt med, at den unge piges fortid trin for trin afsløres. Heidi bliver tvunget til at tage en beslutning om, hvor langt hun er villig til at gå for at hjælpe en fremmed. Den uselviske handling fører hurtigt til en mareridtagtig kæde af usandsynlige hændelser.

Af Kathrine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *