5 kølige krimier til poolkanten

af Susann

Jeg indrømmer det blankt – jeg elsker en god krimi med et veldrejet plot, der er en anelse forudsigeligt og med nogle snedige twists undervejs, så jeg alligevel bliver udfordret og snydt lidt. Og det må gerne være meget forskellige typer krimier – alt fra domestic noir, psykologisk spænding til de store, nordiske krimiforfattere ryger ned, bare det er velskrevet. Og godt oversat. Ellers læser jeg hellere på originalsproget, så jeg får alle nuancerne med.

Glædelige gensyn

  

Jo Nesbøs forfatterskab har med Midnatssol og Blod på sneen taget en ny drejning og bevæget sig lidt væk fra den traditionelle krimi-genre, som Harry Hole-serien repræsenterede. Jeg kunne rigtig godt lide den nye serie, hvor handlingen er taget ud af Oslos hårde miljø og flyttet langt op i Nordnorge og krydret med en smuk kærlighedshistorie.

Men så dukkede Tørst pludselig op! Det 11. bind i serien om vores antihelt Harry Hole og Jo Nesbø må virkelig have sparet sammen i pausen, for den er virkelig spændende og fuldt på højde! Unge kvinder, der har været aktive på Tinder, bliver bestialsk myrdet i deres eget hjem, og der er tempo på fra starten. Hvis du er Jo Nesbø-fan er Tørst et absolut must, og du kan glæde dig.

Det svenske forfatter-ægtepar Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril har udgivet seks bøger i serien om den svensk-finske kriminalkommissær Joona Linna under pseudonymet Lars Kepler.  Nogle af de første bind var lidt svingende i strukturen og ikke så vel-redigerede, men den nyeste bog Kaninjægeren sidder lige i skabet og kan varmt anbefales.

Joona Linna bliver hentet ud af fængsel for at sammen med Saga Bauer opklare nogle mord. Ofrene hører alle et barn sige et rim om kaniner, umiddelbart inden morderen dukker op. Det er gys på højeste plan.

Domestic noir når det er bedst

Ildbarnet  Den hemmelige kvinde  Kærlighed for voksne

Et andet forfatterpar, jeg har glædet mig over, er Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich, der tidligere har skrevet krimier under pseudonymet A. J. Kazinski og nu har fundet deres kvindelige sider frem og skrevet to bøger under navnet Anna Ekberg.

Den hemmelige kvinde og den nyeste Kærlighed for voksne har gode krimiintriger med kærlighed og ægteskab som omdrejningspunkt. Begge bøger er gennemførte page-turners, der er oplagte til noget nem ferielæsning.

Psykologiske ægteskabskrimier i bedste domestic noir-stil er også en genre, jeg sluger for tiden. Sidste år udkom Faldet af S.K.Tremayne, som var et gysende trekantsdrama om en lille familie, der flytter ud på en afsides liggende ø efter en tragisk ulykke, hvor den ene af deres enæggede tvillingedøtre er omkommet. Det er nervepirrende og uhyggeligt, men jeg havde lidt svært ved at finde sympati for hovedpersonerne.

For nylig udkom så Tremaynes næste bog Ildbarnet, og her er endnu et ægteskabsdrama iscenesat et afsides lidt mystisk sted. Historien minder rigtig meget om Daphne du Mauriers Rebecca, da en ung kvinde gifter sig med en ældre, velhavende enkemand og flytter med ham hjem på hans landsted. I ugens løb er hun efterladt med sin nye stedsøn, sin svigermor og mystikken omkring hans ekskones død. Her føler jeg langt mere med hovedpersonen og selvom slutningen måske er lidt hurtig og lidt for nem, så var det rigtig underholdende og nervepirrende læsning.

Hvilke krimier vil du anbefale?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *